email print
Center for Livets Indre Dimensioner

Akademiet for Livets Indre Dimensioner - Basismodul

Akademiet begynder med det, vi kalder et basismodul, som er baseret på det gamle delfiske udsagn ”kend dig selv”. Her prøver vi at få en fælles forståelse af, hvad åndelig udvikling er med fokus på de udfordringer og muligheder, gruppelivets deltagerne har, dvs. hvilke ressourcer vi har med os og hvilke tegn, der er på, hvad vi som sjæle ønsker at bidrage med i verden. Når denne grund er lagt, bliver vi bedre i stand til at definere, hvad vi har behov for fra gruppen, og hvad vi kan bidrage med til gruppen.
Dette grundlag fordeler vi på følgende 7 weekender:

1. weekend: Det Hele Menneske
Her forsøger vi at få en oplevelse af livets indre dimensioner og hvilken relation, vi som mennesker har til disse. Det munder ud i en skitse af, hvordan mennesket er opbygget fra inderst til yderst.

2. weekend: De 7 Energityper og Esoterisk Astrologi
Disse to typologier er redskaber, som hjælper os med at forstå hvilke primære ressourcer, vi har med os, dvs. hvilke energier vi har valgt at fødes med, og hvilken plan sjælen har lagt for inkarnationen. Vi sår nogle frø, som i løbet af basismodulet vokser op og bliver til hypoteser og erkendelser.

3. weekend: Udviklingsvejen · 1
Her tager vi hul på sjælens lange udviklingsrejse og fokuserer på det punkt, hvor den bevidste åndelige udvikling begynder. Vi undersøger det psykologiske klima, mennesker befinder sig i i denne fase, og vi ser, hvordan denne udvikling så småt kommer til udtryk i tjeneste for menneskeheden.

4. weekend: Udviklingsvejen · 2
Nu bliver tjenesteperspektivet mere fremherskende, og det fører til en intensivering af konfrontationen mellem sjæl og personlighed. Det er på mange måder et vendepunkt i den inkarnerende sjæls udviklingsproces og derfor også en vanskelig fase. For her forsøger åndens spirende kræfter at nedbryde det herredømme, begærene har haft i millioner af år.

5. Weekend: Udviklingsvejen · 3
Vi er nu nået til det punkt, hvor sjælen har vundet den endelige sejr over person–ligheden, og tjeneste er den primære funktion i disciplens liv. Det gør ikke udfordringerne mindre og udfoldelsesmulighederne færre – snarere tværtimod. Disciplen begynder at specialisere sig, og her er meditationsteknikker og andre specialiserede redskaber medvirkende til, at forholdet til de indre dimensioner bliver mere levende.

6. Weekend: De 7 Energityper og Esoterisk Astrologi · 1
De grundlæggende perspektiver er blevet fremlagt, og det er tid til at gå i dybden med den enkeltes ressourcer med henblik på at fastlægge, hvordan hun/han bliver til størst nytte for verden og sig selv. Det gør vi ved at opstille en hypotese for vores individuelle fordeling af energier – det vi kalder en energitype- eller stråleprofil – og her rummer den esoteriske astrologi nogle vigtige nøgler.

7. Weekend: De 7 Energityper og Esoterisk Astrologi · 2
Nu er tiden kommet til at gøre status over vores hypoteser og forståelse af energitype–profil og horoskop. Vi fokuserer på hele basismodulets nøgleord, ”kend dig selv”, og det vil nu forhåbentlig vise sig, at vi har lært vores primære ressourcer og udfordringer at kende, og at vi på det grundlag kan konsolidere vores tjenestevej med fornyet klarhed, styrke og kærlighed.

Læs her om den videre uddannelse efter basismodulet