
Okkult meditation eller Raja yoga tankens yoga er en måde at opnå kontakt med vores inderste jeg, sjælen eller egoet på. Den centrale antagelse bag okkult meditation er, at hvis vi gennem nogle øvelser kan holde vores fysiske, astrale og mentale legemer i ro, samtidig med, at vi retter vores bevidsthed indad mod det dybeste lag i os selv, så kan vi opnå kontakt med vores sjæl.
Sjælen er vores egentlige identitet. Det er den, som inkarnerer igen og igen, under forskellige omstændigheder, for at høste erfaringer og derigennem udvikle sine menneskelige egenskaber til perfektion. Langt de færreste af os har bevidst kontakt med dette, vores inderste jeg. Det kan vi se ud af alle de ulykker, vi skaber for os selv og vores omgivelser.
Hvis vi alle handlede i overensstemmelse med vores sjæle, ville verden se helt anderledes ud, end den gør. Tusindårsriget, som det kaldes i biblen, ville være en realitet.
En så efterstræbelsesværdig og harmonisk tilstand kan kun opnås gennem sjælskontakt. Og det primære middel til opnåelsen af en sådan kontakt er okkult meditation.
Kontakt med vores sjæl indebærer ikke kun en personlig, subjektiv kontakt. Det indebærer endvidere en spirende genkendelse af den gruppe, vores sjæl er en del af. En mulighed for at genopdage de allerdybeste og næreste relationer, vi har valgt i tidernes morgen. Relationer som transcenderer inkarnationer. Relationer som er ægte.
Heraf fremgår det, at sjælskontakt uværgeligt fører til et socialt menneske, der med tiden vil lære at sætte relationen til sin sjælsgruppe højere end til sig selv, da der ingen forskel er. Sjælen er et gruppevæsen. Denne gruppebevidsthed vil tage til for til slut at omfatte hele menneskeheden. Det betyder, at vi vil ende med at tjene ikke blot os selv og vores nærmeste omgivelser men hele menneskeheden. Hvad mere kan vi forlange?
Hvorfor overhovedet give sig i kast med et projekt, hvis fuldbyrdelse tilsyneladende har uoverskuelig lange udsigter, kunne man spørge sig selv?
En del af svaret er allerede givet; det er en nødvendig forudsætning for at blive beboer af 'det forjættede land', som slet ikke er nogen geografisk lokalitet men en bevidsthedstilstand, der kræver sjælskontakt. Men det motiverer os næppe synderligt, da de færreste af os har mulighed for at forstå, hvad en sådan bevidsthedstilstand ville indebære af lyksalighed for os.
Lønnen skal ikke alene findes i endemålet men måske i højere grad i vejen dertil. For uanset graden af sjælskontakt, vi opnår i dette eller hint liv, så vil praktiseringen af okkult meditation med garanti føre til en gradvis udvikling af kontrol over os selv på alle måder. Vi vil få lettere ved at kontrollere vores reaktioner i dagligdagen - vel at mærke på en sund og naturlig måde. Vi vil få lettere ved at økonomisere med vores energimæssige ressourcer og ikke mindst, vi vil med tiden øge vores energiniveau betragteligt. Disse gevinster er naturlovsmæssige virkninger af den veludførte praktisering af okkult meditation.
Der findes en hel del litteratur om okkult meditation. Alice Baileys forfatterskab indeholder adskillige anvisninger på og informationer om okkult meditation. Mange af disse informationer er vanskelige at forstå. Ikke fordi de er uklare, men fordi vi mangler erfaringer at sætte dem i forhold til.
Denne erfaring har en mand som amerikaneren Tom Carney. Det gør hans forståelse af videnskaben om okkult meditation dyb, rodfæstet og praktisk anvendelig.
Når Tom taler om okkult meditation, lyser det bogstavelig talt ud af ham, at han ikke alene har studeret emnet indgående, og derfor ved hvad han taler om, men at han også har et indgående kendskab til alle de virkninger, som udløses af okkult meditation. I den esoteriske lære optræder et mystisk men smukt begreb, som lyder, at disciplen ikke kun betræder den oplyste vej men samtidig bliver vejen, efterhånden som han begiver sig ud på sin færd. Tom er netop en illustration af dette. Han er et levende eksempel på resultatet af okkult meditation, når det nærmer sig fuldbyrdelsen.
Vi er blevet bekendt med Tom Carney gennem det internationale samarbejde World Service Intergroup. Denne kontakt har ført til, at vi i Centret for Livets Indre Dimensioner har indledt et samarbejde med Tom Carney og hans medarbejdere på Arcana Workshops, som primært består i, at vi har oversat og distribuerer nogle af Toms meditationssæt til mediterende i hele Skandinavien. Det betyder samtidig, at Tom har påtaget sig det esoteriske ansvar for dem, som følger hans meditationssæt. For en person af Tom Carneys kaliber betyder det, at han helt reelt omslutter alle, som benytter hans meditationssæt i sin bevidsthed, hvilket sikrer den særlige tone eller atmosfære, de fleste af os oplever, når vi mediterer efter disse meditationssæt.