
Mange sensitive mennesker verden over oplever i deres hverdag, at den psykiske atmosfære, eller det ”indre” energiklima, er meget intens netop i dagene omkring fuldmåne. Det er der en grund til.
Bestemte astronomiske forhold gør nemlig, at Solens kraftfulde energier har en uhindret adgang til jorden, og det stimulerer vores bevidsthed på godt og ondt. Men hvis vi vælger at bruge den gode vilje i tjeneste for helheden, kan vi samarbejde med verdens indre styrelse, for den har i særlig grad opmærksomheden vendt mod menneskeheden præcis i dagene omkring fuldmåne. Det betyder, at vi som mennesker har en gylden mulighed for at bidrage direkte og bevidst til planen for jordens udvikling.
Vi arbejder altså ikke alene, og mange grupper, tusindvis af mennesker, over hele kloden, forbindes gennem indre samling til én stor fælles meditation ved fuldmåne. Synergieffekten af de mange mennesker, som retter deres bevidsthed mod det højeste gode for alt liv på planeten, er enorm. Så kom og vær med til denne opløftende aktivitet, der ingen forkundskaber kræver andet end lysten til at hjælpe med at skabe en verden af lys, kærlighed og kraft.