Lucille Cederkrans's betydning

Artikel af Niels Brønsted, 2012

Den esoteriske lære fortæller os, at det, vi kalder ”åndelig udvikling”, styres af især én bestemt Mester, nemlig den skikkelse der kaldes ”Verdenslæreren”. Det er en position eller et embede i Hierarkiet, der igennem tiden har været besat af forskellige individualiteter som f.eks. ham, vi bedst kender under navnet ”Buddha”. I den nuværende mennesketype, den indoeuropæiske rodrace,(note 1) trådte han frem som Verdenslærer i hver underrace.

I den 2. eller arabiske underrace ser vi ham som den skikkelse, grækerne kaldte Hermes Trismegistos og ægypterne Thoth eller Tehuti. Senere dukker han op i den 3. eller persiske underrace som den første af en række Zarathustra’er, og derefter træder han frem i den 4., keltiske eller ”sydeuropæiske” underrace som grækeren Orpheus.

De dele af rodracen, der ikke er draget ud for at danne underracer, opholder sig i tusindvis af år i Østasien, især i området omkring det daværende ”Gobihav”, som var et indhav hovedsagelig beliggende i Gobiørknen i det nuværende Mongoliet. Men på et tidspunkt vandrer de fleste af stammerne til Indien og kaldes nu, lidt forvirrende, 1. underrace. Her viser Verdenslæreren sig som Vyasa, der samlede de indiske skrifter under betegnelsen Mahabharata. Og endelig afslutter han sit embede i den 5., teutonske eller ”nordeuropæiske” underrace i skikkelse af Prins Siddhartha Gautama Buddha.

Kort efter denne fremtræden overgår embedet til det væsen, vi kender som Kristus. Historisk ser vi ham første gang som Krishna, der levede på Nordindiens sletter, men vi kan næppe opfatte denne skikkelse som en inkarnation af Verdenslæreren, idet han ikke efterlader sig en verdensreligion, sådan som Buddha eller Kristus gjorde i form af henholdsvis buddhisme og kristendom. Ikke desto mindre er han den centrale skikkelse i et af Indiens mest fremtrædende hellige skrifter, Bhagavad Gita, der beskriver, hvordan han underviser sin discipel Arjuna og viser ham vejen frem mod 3. indvielse, der er det første egentlige skridt i retning af menneskerigets afslutning.

Hans første fremtræden som Verdenslærer er det historiske forløb, hvor han overskygger sin discipel Jesus - især de sidste 3 år af dennes liv. Her giver han menneskeheden grundlaget for den verdensreligion, der blev etableret efter ham, nemlig Kristendommen.

Men det, mange mennesker måske ikke er opmærksomme på, er, at før han træder frem som Verdenslærer, forbereder han tankeklimaet i verden på sin religion. Det gør han ved at sende en af sine primære disciple frem i skikkelse af Pythagoras, der har til opgave at introducere en filosofi eller tænkemåde, som kan danne grundlaget for kristendommen. Det sker gennem grundlæggelsen af et etisk-politisk akademi eller en ”mysterieskole” ved Kroton (Crotone) i det sydlige Italien omkring 530 f.Kr., men da dette akademi på et tidspunkt brænder ned til grunden bliver størstedelen af Pythagoras’ arbejde ødelagt.

Med sig har Pythagoras sin primære discipel, Kleineas, der har stor betydning for udbredelsen af læren, for da Pythagoras’ arbejde pga. branden ikke får den forventede indflydelse, bliver Kleineas sendt i inkarnation igen som Platon, der påvirker det europæiske tankeklima på en helt afgørende måde - så meget at enkelte forskere betegner størstedelen af den efterfølgende europæiske filosofi som fodnoter til Platons værk.

I vor tid, hvor vi igen står over for en tilsynekomst af Verdenslæreren, følger Kristus nøjagtig samme fremgangsmåde. Han beder sine to disciple, Pythagoras og Kleineas/Platon, om at forberede tankeklimaet på den nye verdensreligion, og her lærer vi dem at kende under deres rigtige navne i Hierarkiet, idet Pythagoras er blevet til Mester Kuthumi (KH), mens Platon kendes som Mester Djwhal Khul, DK eller blot Tibetaneren, som mange kalder ham. Her kan vi som kuriosum nævne, at DK et sted i Alice A. Baileys forfatterskab fortæller, at han kun havde 2 europæiske inkarnationer.

”Jeg er en orientaler fra fjerde rodrace, og selvom jeg har haft to europæiske inkarnationer, har jeg somme tider svært ved at forstå den vestlige tankegang”. (note 2)

Det resulterer i den esoteriske læres frembrud i den vestlige verden, i første omgang under navnet ”Teosofi”. Det er den første primære kilde til den esoteriske lære, og den anden store esoteriske impuls kommer som Alice A. Baileys forfatterskab. Hun havde nogle specielle evner for mental telepati og stillede sig til rådighed som ”kanal” eller ”station” for Tibetaneren, der har skrevet de fleste af hendes bøger gennem en overførsel af tankeformer. Under vejs annoncerede Tibetaneren, at han på et tidspunkt ville give den tredje, store esoteriske impuls efter Bailey, men sådan gik det ikke.

For at forklare det, må vi gribe dybt ind i den esoteriske fremstilling af evolutionen og kosmologien. Som esoterikere ved, ankom der for omkring 18 millioner år siden et mægtigt væsen til Jorden med sin gruppe af medarbejdere. Han kom ikke fra Venus, sådan som mange esoterikere tror, men fra den 2. eller ”venuskloden” i jordsystemets 2. kæde via den 2. klode i jordsystemets 4. kæde, som Jorden er den 4. klode i.

Dette væsen kaldes esoterisk for Sanat Kumara, og han kan siges at være én af den Planetariske Logos’ nærmeste disciple og medarbejdere. Han tilbød Jordlogos at være personligt tilstede på kloden for at sikre, at det katastrofale resultat af jordsystemets forrige ”inkarnation”, den såkaldte ”månekæde”, ikke gentog sig i det nuværende system. Han holder alt liv på kloden i sin aura, og vi kan med al respekt sige, han har et udviklingstrin, der er lige så højt hævet over Kristus’ niveau, som denne er hævet over en hunds niveau.

Konflikten fra månekæden kommer her på planeten til udtryk i nogle store konfrontationer mellem lysets og mørkets kræfter. I den atlantiske tid blev der udkæmpet store krige, men ingen af dem endte med den ønskede sejr til lysets kræfter. Denne konflikt kom frem igen i vor tid, og vi kan måske se den gigantiske hierarkiske impuls, vi kalder renæssancen, som et primært forsøg på at ruste menneskeheden til den kommende kamp mod modstandskræfterne. For mange mennesker udviklede deres tænkeevne med stor hast, så flere og flere blev i stand til at se forskellen på ”godt” og ”ondt” i et langt klarere lys end nogen sinde før.

Det førte til den konfrontation, der karmisk set var nødvendig, for at Jorden kunne begynde på sin egentlige evolution. Tidligere fastholdt den karmiske ”gæld” til månekæden Jordens evolution i en slags gentagelse af tidligere stadier, men nu kommer så det opgør, vi kender som de to store verdenskrige i det 20. århundrede - og især den 2. verdenskrig, hvor de mørke kræfter var direkte personificerede af de nazistiske ledere.

Som vi ved, vandt lysets kræfter en overvældende sejr, og det er en begivenhed, hvis okkulte betydning ofte overses af esoterikere, for her fik vi den endelige afslutning og udløsning af den karmiske tilstand, der havde holdt Jordens evolution i en spændetrøje lige siden månekæden, og det får, som vi skal se, helt uoverskuelige konsekvenser.

En umiddelbar virkning er, at Kristus, når han træder frem, kan gøre det i sin egen fysiske krop og ikke behøver overskygge en discipel, sådan som han gjorde sidste gang med Jesus. Det skyldes, at Kristus individualiserede her på Jorden i den lemuriske tid og har et karmisk mønster, der er knyttet til denne planet. Derfor kunne han ikke træde frem som Verdenslærer i en menneskehed, der karmisk set var præget af den forrige inkarnation af planeten i form af Månen, for de to karmiske mønstre var uforenelige. Men nu er den gamle karma udløst, og det gør det muligt for ham at træde frem i den fysiske skikkelse, han hele tiden har haft. Buddha havde ikke dette problem som Verdenslærer, idet han individualiserede på månekæden og derfor kunne træde frem i sin egen form.

En anden og måske langt mere betydningsfuld virkning er, at Sanat Kumara efter krigen har været i stand til gennem sine meditationer at nå helt ind til centret for det kosmiske system, vi og hele solsystemet er underlagt, nemlig de avancerede væsener, der udgør den sande Hvide Loge på stjernen Sirius. Disse væsener vogter begivenhederne i vores Solsystem og har vendt opmærksomheden mod Jorden.

Som en hjælp etablerede de den type energi, der vil sætte Shamballa og Hierarkiet i stand til at få det bedste ud af den nye karmiske situation. Det er en syntese af 1., 2. og 7. stråle, og den blev overført til Jorden med det kosmiske væsen, Tibetaneren kalder ”Syntesens Avatar”. Det kan måske undre nogen, at der kan være så ”intim” en forbindelse mellem den lille ubetydelige planet, Jorden, og hele systemets centrale instans, den Siriske Loge, men det bekræftes faktisk af DK.

”Korsets tegn - der i den vestlige verden forbindes med denne indvielse og den kristne tro - er i virkeligheden et kosmisk symbol, der er fremstået længe før den kristne æra. Det er et af de primære tegn, der findes i bevidstheden hos de fremskredne væsener, som fra den fjerne sol Sirius, sædet for den egentlige Store Hvide Loge, holder øje med vores solsystems skæbne, og som er særlig opmærksomme på (hvorfor de er det, er endnu ikke afsløret) vores relativt lille og tilsyneladende ubetydelige planet, Jorden”. (note 3)

Det gjorde det nødvendigt for Hierarkiet at danne en ny Ashram, som har til opgave at modtage synteseenergien og administrere den i Jordsystemet. Denne Ashram er en integration af de 3 strålers Ashrammer - Mester Moryas, Djwhal Khuls og Rakoczys Ashram - og den har en overordnet position i forhold til resten af Hierarkiet. Denne begivenhed nævnes også af Tibetaneren:

“Denne begivenhed var forbundet med Wesakfestivalen og omfattede blandt andet dannelsen af en ny Ashram… Denne Ashram vil blive nært overvåget af Kristus, og også af Civilisationens Herre - på nuværende tidspunkt Mester R…”

”I denne specielle, om end relativt korte, cyklus er min Ashram i en nøgleposition. Den er nært forbundet med Mester Moryas 1.-stråleashram… Den arbejder også nært sammen med Mester R.’s Ashram… Her har jeg prøvet at give jer en forestilling om syntesen af dette hierarkiske arbejde for menneskeheden, og dermed give alle mænd og kvinder med den gode vilje det nødvendige mod til gå fremad”. (note 4)

Det kan måske undre nogen, at det ikke er Mester Kuthumis langt mere centrale 2.-stråleashram, der indgår i Synteseashrammen i stedet for DK’s, men det skyldes, at DK har overtaget hele 2.-stråleashrammen på KH’s vegne, fordi denne har vendt sin opmærksomhed mod en anden og højere funktion. Alt dette er forbundet med det forhold, at Jorden er ved at blive en hellig planet i den fysiske dimension. Det har den været længe i de indre dimensioner, men i vor tid sker det altså også for den fysiske klodes vedkommende.

Det betyder, at hele Jordens bevidsthedsevolution overgår fra personlighedsaspektets 3. stråle til sjælsaspektets 2. stråle. Dermed er Sanat Kumaras og Shamballas arbejde ved at være forbi. Sanat Kumara har gjort, hvad han stillede i udsigt, da han ankom til Jorden for godt og vel 18 millioner år siden, nemlig at modvirke katastrofen på månekæden og sætte Jordens egentlige evolution i gang.

Derefter vil Jorden få en ren 2.-stråleledelse bestående af Herren Buddha, Herren Kristus og Mester Kuthumi. Måske kan vi sige, at i dag er Kristus’ og Mester Kuthumis Ashram den samme - nemlig Hierarkiet som helhed - for de er begge ansvarlige for hele tilsynekomsten. Den nye ledelse vil udtrykke en syntese af kræfter, som er skabt her på Jorden, og det vil føre til nogle udviklingsmæssige og karmiske muligheder, der overgår dem, Sanat Kumara var i stand til a skabe, fordi han ikke er et produkt af jordevolutionen men kom udefra.

Da Sanat Kumara ankom, blev der stillet visse ressourcer til hans rådighed. Dem brugte han optimalt med de resultater, vi har beskrevet ovenfor, og derfor er hans opgave her på Jorden ved at være løst. Så for øjeblikket venter han simpelthen på, at Buddha bliver i stand til at overtage hans funktion, og det vil formentlig ske inden for nogle få tusinde år. Og når han har forladt vores system bliver det muligt for den nye ledelse at anvende energi fra Solen i en langt renere form og i langt større udstrækning end nogen sinde før, fordi ledelsen nu udelukkende består af jordvæsener.

Det indebærer, at hvor kloden før havde 3 bevidsthedscentre - Shamballa, Hierarkiet og menneskeheden - vil der kun være ét center, idet Hierarkiet gradvis smelter sammen med menneskeheden, efterhånden som flere og flere mennesker tager de nødvendige indvielser, og Mestrene får adgang til de højere indvielser, sådan som vi skal se om lidt.

For hidtil har der været den begrænsning i vores evolution, at mennesker her på Jorden kun kan tage de 7 første indvielser, men ikke de 2 sidste. Det betød, at efter dette stadium måtte Mestrene fortsætte deres udvikling andre steder, og det er naturligvis en markant begrænsning af bevidsthedsniveauet på hele kloden. Men i og med at Jorden bliver en hellig planet i den fysiske verden, forsvinder denne begrænsning altså, og vejen til de højere indvielser vil være åben for Mestrene, ligesom den hele tiden har været for de store Engle.

Som esoterikere ved, lever vi i en periode, hvor 7. stråle er særlig aktiv, og derfor kan det ikke undre os, at Mester Rakoczy har en meget central placering. Han er 7. stråles Mester og indgår i Synteseashrammen, og det er derfor kun naturligt, at det er ham der giver den tredje store, esoteriske impuls med Lucille Cedercrans som kanal eller station. Her ser vi umiddelbart den enorme betydning af Lucille Cedercrans’ arbejde, for ikke alene uddyber hun den esoteriske lære betydeligt, men hun udgør også et væsentligt led i forberedelserne til Kristi genkomst og Hierarkiets fremtræden.

Men det bliver også klart, at hendes senere arbejde med tibetansk buddhisme måske ikke er en del af denne impuls, også selvom hun i den nyligt udkomne biografi - Luminous Sitting, Torturous Walking af Gretchen Ann Groth - kommer med udtalelser, der tilsyneladende modsiger mit argument. Det er selvfølgelig blot min personlige opfattelse af situationen som studerende af den tidløse visdom, men jeg fremsætter den her, så læseren kan overveje den.

Naturligvis er Tibetansk buddhisme en uhyre åndelig impuls, som kan være mange mennesker til stor nytte, også her i Vesten, men det er en religion, der udspringer af en tidligere Verdenslærers arbejde og er stilet til en helt anden mennesketype et helt andet sted i verden. For her skal vi hele tiden huske, at den moderne esoteriske lære er en del af den grundlæggende forberedelse af den vestlige verden på Kristi genkomst og derfor vil være nærmere kristendommen end nogen anden religion.

Tibetansk buddhisme er en lære, vi måske kan forvente engang bliver Kinas åndelige ståsted, og vi derfor kan opfatte de politiske og militære begivenheder i den del af verden som begyndelsen til denne proces. Men den er ikke særlig velegnet til den vestlige tankegang, og den indgår ikke naturligt i den efterhånden ret så omfattende esoteriske lære, vi har i forvejen. Det gør Lucille Cedercrans’ oprindelige arbejde med Mester Rakoczy derimod. Det passer ikke alene ind i den esoteriske lære, men den udvider den også i en retning, der var stort behov for.

At Cedercrans’s arbejde for Mester Rakoczy hørte op længe før, hun døde, skyldes det forhold, at Hierarkiet har visse kvoter for deres aktiviteter, og at den kvote, der var afsat til at formidle den esoteriske lære til menneskeheden, var opbrugt. For det siger sig selv, at det at give menneskeheden esoterisk information kun udgør en beskeden del af Hierarkiets aktiviteter, og derfor er det ikke svært at forstå denne problemstilling.

Vi skal altså være omhyggelige med ikke at identificere Cedercransimpulsen med personen Lucille Cedercrans, ligesom vi heller ikke identificerer Alice A. Bailey med Tibetaneren. Impulsen kommer fra Mester Rakoczy, den nye Mahachohan og civilisationens Herre, ligesom Baileyimpulsen kommer fra Tibetaneren, men det problem, vi diskuterer i denne artikel, blev ikke aktuelt for Alice A. Baileys vedkommende, fordi hun døde, da arbejdet var udført og kvoten opbrugt.

Derfor er det kun i forbindelse med Lucille Cedercrans arbejde, vi skal være opmærksomme på problemet, for det ville være temmelig katastrofalt, hvis vi her i den vestlige verden følger en tidligere religions impuls i stedet for at koncentrere indsatsen om at forberede den nye verdensreligion, der følger i kølvandet på Kristi genkomst.

__________________________________________________________________

Note 1:
Egentlig den ”ariske” rodrace, men det er en betegnelse, mange foretrækker at undgå efter nazisternes forvrængede misbrug af den.

Note 2:
Alice A. Bailey: Discipleship in the New Age II, side 473.

Note 3:
Alice A. Bailey: The Rays and the Initiations, side 692.

Note 4:
Alice A. Bailey: The Externalisation of the Hierarchy, side 541 & 669-670.