Krisen ophører når syntese skabes
Skrevet 8. november 2008
Vi har den seneste tid været vidne til en økonomisk og finansiel krise, som ikke synes at ville aftage i kraft og omfang. Mange gode og oprigtige mennesker har valgt at udtale sig for både at prøve at forklare, hvorfor krisen er kommet, men også for at prøve at forudsige, hvor længe den vil vare, og hvilket omfang den vil opnå, inden det vender tilbage til en mere stabil tilstand og måske endda med en opadgående kurve.
De mange gode mennesker, som har prøvet at udtale sig fornuftigt om alt dette, har på forskellig vis repræsenteret forskellige ideologiske strømninger eller grundlag. Tilhængerne af de frie markedskræfter har på bedste vis prøvet at forklare, at de frie markedskræfter stadig må være målet for menneskehedens stræben, mens modstanderne i den bedste mening har følt sig bekræftet og fremtonet sejrens tone. Men hvornår går det op for menneskeheden, at ideologiernes kampe må høre op? Hvornår går det op for det menneske, som tror, han eller hun har opdaget den endegyldige sandhed, at han eller hun ikke bare udtrykker en mangel på indsigt, men også en separativ tilgang til sine medmennesker? Tiden er kommet til en ændring i vores tilgang til hinanden og vores oplevelse af at kende til den endegyldige sandhed, som udbasuneres med en oplevelse af sejrrig arrogance, men som alene viser det omfangsrige blændværk, som til stadighed infiltrerer de mest godtroende og kærlige mennesker, hvis dybeste hensigt ikke er at gøre skade eller gå separatismens ærinde. De har blot til hensigt at dele ud af den dybe indsigt, de selv tror at have opnået, og som nu må gælde for alle mennesker – om de vil eller ej.
Vi står midt i en æra, hvor denne ændring så småt vil tage form og begynde at udsende sin synteseskabende tone. Det vil være en tone af gensidig forståelse og oprigtigt ønske om at finde den vej som er syntesens vej – og som altid vil være vejen for, hvad der er maksimalt muligt for mennesket, samfundet eller menneskeheden. Når vi stræber mod det maksimalt mulige, skaber vi samtidig muligheden for, at den optimale samfundsorden og struktur kan spire frem på ethvert givent tidspunkt. På den måde kan enhver proces i det enkelte menneske, eller i et samfund, ses som en lang proces, der stræber mod en stadig højere udtryksform.
Vi har set det adskillige gange. Fantastiske idéer er vokset frem i menneskeheden og i verden gennem alle tider. Demokratiets altomfavnende og inklusive tone, der vækker det enkelte menneskes ansvarsbevidsthed. Liberalismens frihedssættende tone i fokusset på det enkelte menneskes personlige frihed. Socialismens samlende og skabende fokus på fællesskabet og det fælles ansvar. Og ikke at glemme, markedsøkonomiens fantastiske og dybe hensigt om at lade alle varer være frit bevægelige uden nogen nationale eller menneskelige restriktioner. Alle er de udtryk for fantastiske idéer, og alle er de med til at bidrage til samfundets udvikling. Ens for dem alle er dog, at de ikke rummer den endegyldige sandhed – den findes ikke – selvom vi gerne vil tro det. Sandheden må altid være det, der er muligt for det enkelte menneske eller samfund lige nu og her, hvilket også gælder for det næste skridt som kan føles, mærkes og måske endda fornemmes i det fjerne. Også selvom det endnu er uden for rækkevidde, kan man stadig stræbe imod det, fordi man kender retningen.
De føromtalte store idéer opnås og formuleres af det enkelte menneske. Udfordringen består i, at når dette sker, opleves det samtidig som om, at dette er den endegyldige sandhed, fordi den virker så utrolig rigtig i situationen. Hvor ofte har man ikke oplevet, at en idé opleves så rigtig at man i glæde og entusiasme ønsker at dele den med sine venner eller familie. Og når det så viser sig, de ikke forstår argumentationen, eller blot ikke forstår idéens fantastiske essens, så vækkes der en harme og mangel på forståelse i ens egen følelsesnatur. Herefter sker der så ofte det, at man på bedste arrogante vis ryster lidt på hovedet og måske vender det hvide ud af øjnene i en slags medfølelse for de ignoranter, som blot ikke fatter denne dybe sandhed i det, man lige har delt i en god mening. Det interessante er ikke, at de andre ikke forstår. Det interessante i denne sammenhæng er, at man ikke selv forstår blændværket, man selv er indhyllet i, trods man blot delte ud af sin ”sandhed” i en god mening.
Den opmærksomme læser stiller muligvis sig selv det spørgsmål; hvordan kan han skrive, at alle de føromtalte idéer er gode og fantastiske, men at vi alligevel skal finde en ”ny” vej? Hvis man stiller sig selv det spørgsmål, skal man være opmærksom på, at det tager afsæt i en traditionel ideologisk tilgang, hvor alt er dårligt, hvis ikke det hører inden for rammerne af den specifikke ideologi, man nu måtte være tilhænger af eller fortaler for. For at forstå at syntesens vej altid vil tage sit afsæt i, hvad der muligt, må denne vej samtidig også tage sit afsæt i hele samfundets fælles udtryk eller stadie. Syntesens vej vil derfor aldrig være en vej som udtrykkes af 51 procent af befolkningen, mens de resterende 49 procent må lide eller blot vente på at deres tid en gang må komme. Syntesens vej vil altid samle disse fronter – som ideologier altid vil skabe. Samfundet udtrykkes af 100 %, ikke 51 eller 49 procent. Vi må derfor finde en vej, som er mulig, og som er i stand til at rumme alle. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at når denne vej findes, må man stille sig selv det spørgsmål; hvilke gode og dårlige ting har den enkelte ideologiske retning ført med sig? Og dette må samtidig ske med en klar opmærksomhed på, at alle disse føromtalte gode idéer altid vil udtrykkes af mennesker, og derfor må syntesens vej altid være den vej, hvor færrest mulige mennesker kan forhindre eller ødelægge det for resten. Et eksempel kan her gives. Hvis vi et øjeblik betragter de tidligere nævnte gode idéer, så har de i sig selv udtrykt noget smukt, som på mange måder har og stadig kan hjælpe menneskeheden fremad på sin vej. Men de har alle været offer for egoistisk og begærmæssig udnyttelse, som i sagens natur kun ender med at komme de få til gavn, mens de mange må lide. Derfor vil syntesens vej ikke være at gøre op med eksempelvis vores stræben efter de frie markedskræfter, men derimod finde en vej, hvor det er muligt at opnå det bedst mulige udtryk for de frie markedskræfter, hvor egoistiske og grådige mennesker ikke kan udnytte systemet og dermed splitte det ad for alle andre. På den måde søger vi altid det bedst mulige udtryk af enhver gavnlig idé, uden at fokusere på ideologi, og hvem der har ret eller uret, men blot på, hvad der er bedst for samfundet eller verden som et hele. Derfor vil syntesens vej også tage det brugbare med sig fra enhver ideologi eller idé i den mulige kunsts tjeneste.
Vi vil aldrig tage de nødvendige skridt på samfundets spændende udviklingsvej, hvis ikke vi begynder at se, hvor skadeligt det er at lade ideologiernes kampe fortsætte. Vi må sætte os sammen, som mennesker der blot ønsker det bedste for hinanden og samfundet, og på den måde ikke bare tage ansvar for os selv, men også for vores børn, som heldigvis skal overtage denne smukke klode efter os.
En række informationer og påstande er her blevet delt med læseren. Artiklen er ikke et udtryk for en endegyldig sandhed, og om den vækker en sandhedens tone i dig, er alene op til dig at beslutte. Denne udfordring og evne besidder mennesket på fantastisk vis – evnen til at beslutte, hvilken vej han eller hun vil gå – hvilket i øvrigt ofte vil efterfølges af en oplevelse af ansvar, for en selv, og for den verden man næres og er en del af.