Artikel
Af Louise Klinge Nielsen, 2007.
Kend dig selv
Nogle husker måske fra timerne i oldtidskundskab, at der over hulen hos oraklet i Delphi stod de berømte ord “Kend dig selv”. Ordene kan opfattes på flere måder, men jeg har her valgt den tolkning, at det for mennesket går ud på lære sig selv at kende som sjæl. Jeg vil i denne artikel komme med nogle enkle betragtninger om, hvordan uddannelsessystemet gennem opbygningen af det enkelte menneskes selvværd kan bidrage hertil.
Tibetaneren beskriver, hvordan menneskets sjæl er kendetegnet ved to ting. Den er et unikt væsen, og samtidig er den et gruppevæsen, der er identificeret med helheden. Hvis man ønsker at lade denne beskrivelse udstikke hensigten for uddannelsessystemet, må det for mig at se betyde, at mennesker først og fremmest skal opdage deres særlige bidrag til helheden, samtidig med at de skal få vakt en lyst til at lade deres unikke egenskaber komme helheden til gode gennem en erkendelse af deres dybe forbindelse med alt liv.
Men er dette ikke en urealistisk og sværmerisk ide, idet en egentlig identifikation med det ene liv først finder sted meget sent i menneskets lange udvikling? Det er sandt, at der først sker en bevidst identifikation, når man er nået meget langt ad udviklingsvejen, men for mig at se er det muligt at tilrettelægge undervisningen, så man lader eleverne handle, som om de var sjæle, hvilket vil lette deres vej hen imod en realisering af deres inderste væsen – lige meget hvor de står på vejen. Hvis undervisningen muliggør et større kendskab til sig selv, så vil eleverne opdage deres store værd – deres unikhed – og hvis man samtidig tilrettelægger undervisningen, så eleverne oplever, at et modsætningsforhold mellem den enkelte og helheden er illusorisk, så vil de kunne erfare glæden ved at kunne bidrage til helheden – og hermed have handlet, som var de sjæle.
Den fine, om end ikke så kendte, danske digter Paul la Cour skriver i sin Fragmenter af en dagbog: “‘Helvede er de andre,’ siger Sartre. Han tager fejl. Befrielsen er de andre. I Ensomheden saa du kun dig selv. Du levede paa afskaarne Forbindelser, som vilde tørre ud. Da han eller hun stod ved din Side, saa du Verden, din frugtbare Bundethed. Du blev Sammenhæng. Lad dit Hovmod fare. Befrielsen ligger udenfor dig. Den er Medmennesket.”1
Hvis man som la Cour er overbevist om, at mennesker er forbundet i dimensioner hinsides den fysiske verden, vil det at få øjnene op for medmenneskets betydning vise vejen ind til ens egen indre kerne, da forbindelsen til næsten findes her.
Menneskers forskellighed
Men for at de unges møde med omverdenen bliver en positiv oplevelse, hvor de er i stand til at bidrage med det meget, de har inden i sig, så kræver det selvrespekt og glæde ved sig selv, da man ellers enten vil hævde sig på bekostning af andre mennesker for at kompensere for sit mindreværd, eller man vil tie, hvormed man ikke kan bidrage til fællesskabet. Hvis ikke man har oplevet at være uundværlig i et lille klassefællesskab, hvordan skal man så tro på, at man har noget at bidrage med til det fællesskab, som lokalsamfundet, nationen og verden vil udgøre, når skoletiden er slut?
Hvordan kan læreren bidrage hertil? Bl.a. ved at erkende menneskers forskellige formåen, så man ikke forventer, at et andet menneske formår det samme som en selv eller det, som ens idealer kræver, hvormed man ikke bliver skuffet og bitter over elevernes manglende evner. Hvis man vedholdende tror på, at mennesker på trods af en høj grad af fx aggressiv og asocial adfærd i virkeligheden tager lige så stor del i fællesskabet som enhver anden, så er det lettere at lade en upersonlig venlighed tilstrømme ethvert menneske – en venlighed, der vil gøde spirerne til det gode i stedet for en vrede, der vil vække modstand, trods og give eleven en følelse af ikke at slå til. Man behøver heldigvis ikke være esoteriker for at være overbevist om, at mennesker dybest set er meget forskellige, hvoraf følger, at deres bidrag er vidt forskellige – også i omfang – men dog stadig lige nødvendige, og det er en vigtig indsigt at udstråle til sine elever.
Jeg kan give et eksempel på, hvordan man ikke skal gøre som lærer, hvis man ønsker at tage konsekvensen af menneskers forskellighed. Jeg har i et stykke tid været ansat som dansklærer på en smedeuddannelse, og en dag viste jeg eleverne en dokumentarudsendelse om apartheid. Vidunderlige Desmond Tutu blev interviewet flere gange, hvor han fortalte om Kommissionen for Sandhed og Forsoning og vigtigheden af at kunne tilgive et menneske, hvad det end har gjort, da det menneske stadig er “your brother”, som han sagde.
En moden og eftertænksom elev var efter udsendelsen meget begejstret og imponeret over Tutus overskud og glade væsen. En anden elev, som altid mødte til timerne med en smittende glæde, bad, om vi ikke skulle se flere film om fx Nelson Mandela og Martin Luther King – hvoraf man så et ønske om at se mere til menneskers storhed og godhed. Derimod spurgte den ene af de to drenge, der var mest styret af deres følelser, og som hele tiden var i karambolage med deres omgivelser, om, hvorfor i alverden Tutu talte så underligt, for det var sgu da mærkeligt – var der noget galt med ham? Da jeg spurgte til, om de ikke syntes, det var en stor oplevelse at se sådan et menneske, der på trods af virkelig at have oplevet det mest barske, man kan forestille sig, alligevel er glad, kommenterede den anden unge mand igen Tutus afrikanske accent og sagde så i et nedladende toneleje: “Jamen, han ville jo være glad, selv hvis han fik skåret sin finger af!”
For de to unge mænd var Tutu et menneske så ubeskriveligt fjernt fra alt, de nogensinde havde stiftet bekendtskab med. Hermed bliver Tutu et nærmest uvirkeligt, overnaturligt – og dermed usandt – væsen. Han rummer intet af det, de forbinder med noget menneskeligt, så han kan ikke ses som et menneskeligt forbillede, men blot én, man må gøre grin med som en konsekvens af umuligheden i at begribe og dermed rumme ham. For det er ofte sådan, at det, man ikke forstår, støder man fra sig – måske for at komme ud af mødet med det uforståelige “med æren i behold”, hvilket man bilder sig ind lykkes, hvis man projicerer ansvaret for sin manglende forståelse over på den anden.
Da jeg blev ansat som dansklærer på smedeuddannelsen, troede jeg i min naivitet oprigtigt på, at måden at vække menneskers glæde over at være en del af menneskehedens fællesskab, og en deraf følgende lyst til at bevæge sig ud af sin egen verden, var at vise dem nogle af menneskehedens ypperste repræsentanter, som ikke bare taler om menneskehedens fællesskab, men ligefrem inkarnerer ordene i deres eget væsen.
Men for at et menneske kan gribe og blive beriget af det, som det møder – det være sig en kunstoplevelse, et andet menneske eller en faglig problemstilling – kræver det, at det nye befinder sig i nærheden af den forståelsesramme, mennesket i forvejen har. Det nye, som mennesket møder, skal magnetisk tiltrække opmærksomheden fra det grundlag af viden, forståelse og erfaringer, man i forvejen rummer, for at kunne blive indlejret og fastholdt af bevidstheden.
Det var derfor naivt at tro, at alle elever ville begejstres over menneskets formåen ved at se en udsendelse om fx Desmond Tutu. Nogle mennesker står for at lære at blive hensynsfulde familiemennesker, nogle har et overskud, så de kan bidrage til deres lokalsamfund, nogle står for at skulle bidrage til nationen, og atter andre som fx Desmond Tutu er verdensborgere, der tjener hele verden. Det menneske, der først og fremmest skal lære at være noget for sin familie og sine venner, han får ikke lettere ved det, når han præsenteres for en skikkelse, hvis berøringsflade er hele menneskeheden, da han ikke har vakt det i sin natur, der kan relatere til en sådan skikkelse, hvormed præsentationen blot vil føre til frustration eller en følelse af nederlag. Hvis ikke jeg skulle have spildt flere af elevernes tid, havde det i hvert fald krævet, at jeg grundigt havde understreget den pointe, at mennesker er så forskellige, og nogle formår mere end andre, men det ikke gør behovet for hver enkelt mindre.
Selvværd og faglighed
Mennesker skal lære at bevare deres integritet og selvrespekt, også når de oplever noget, der normalt får deres “følelsesmæssige bundniveau” til at dale. Det daler, fordi de tror så lidt på sig selv, at de glemmer værdien af deres formåen. Hvis de tværtimod var tilfredse med sig selv og deres formåen, hvor ubetydelig den end synes at være sammenlignet med et menneske, der tilsyneladende formår langt mere, så ville fællesskabets synergieffekt virkelig træde i kraft. Det gør den nemlig kun, hvis man investerer en del af sig selv, på baggrund af hvilken der kan skabes en merværdi så at sige, men denne investering sker kun, hvis man tror på og ihukommer, at man vitterligt har noget at investere.
Mange pædagoger og lærere er meget bevidste om vigtigheden af at opbygge det enkelte barns selvtillid ved at lade det få en indsigt i sig selv, samtidig med at de ønsker at lade barnet få lyst til at samarbejde med omgivelserne. Det er så godt, som det kan være. Imidlertid er det svært at realisere idealerne i praksis, fordi den nuværende regering i høj grad er motiveret af at fremme erhvervslivets interesser, sådan at målbare og konkrete færdigheder og kompetencer er i centrum i stedet for sådan noget udefinerbart og ubrugeligt noget som ansvarsfølelse, selvindsigt og andre pladderhumanistiske egenskaber!
Men jeg er overbevist om, at Vestens interesse i effektivitet og rationalitet vil fremme det undervisningssystem, der vil gavne både den enkelte og helheden, fordi man snart vil opdage, at det ligefrem kan “betale sig” at bruge energi og ressourcer på at opbygge elevernes selvværd. For idet de får lyst til at gå aktivt ind i læringsprocesserne, vækkes deres mange latente egenskaber. De skal opdage deres egen reflekterende formåen, da de dermed tør tygge på den nye viden, fordøje den og indoptage den i deres eget system, blive styrket af den, hvormed bidraget til helheden vil vokse. Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at elevens kendskab til og forståelse og accept af sit indre liv også vil styrke de faglige færdigheder.
De smedelærlinge, jeg har undervist, der foreløbig har været til eksamen, var censor meget benovet over. Både eksamensteksternes niveau og elevernes præstationer var væsentligt højere end normalt, og de fik et højere karaktergennemsnit end normalt. Jeg har gennem hele undervisningsforløbet primært fokuseret på det enkelte menneske og hans relation til omverdenen mere end på det stof, han skulle indoptage, men eksamensresultaterne viser, at det faglige følger med som en positiv følgevirkning, selvom, eller måske netop fordi, det ikke gøres til det primære.
Elevernes selvværd styrkes gennem anerkendelse og bevidstgørelse af deres indre liv. Det kan fx ske ved lærerens kommentarer til elevernes stile. Her er det ikke beherskelsen, eller manglen på samme, af ydre færdigheder, der primært skal kommenteres, men derimod skal lærerens respons gøre eleven bevidst om sine menneskelige kompetencer som indlevelsesevne, kreativitet, selvstændighed, livsglæde osv. Idet eleven opdager værdien af sit indre liv, kommer der en lyst til at fordybe sig i dette liv, hvormed kræfter som fx tænkeevnen lettere opøves – den tænkeevne, der er så nødvendig for bl.a. at kontrollere instinkterne og følelserne, så de ikke udleves på bekostning af fællesskabet.
For at eleverne lærer sig selv bedre at kende gennem skriveprocessen, forudsætter det, at læreren ikke kræver, at det skrevnes indhold skal holde sig inden for en bestemt form, fx en bestemt genre, før eleverne er begyndt at holde af at skrive. De skal først og fremmest nedfælde det, de har på hjerte, hvormed de sort på hvidt kan blive bekendt med deres indre liv som tanker, drømme, ideer, erindringer og følelser, og jeg har mange gange oplevet elevernes glæde, når de opdagede, hvor meget de har inde i sig, som de ikke er bevidste om i deres hverdagsliv. Blækket fastholder de tanker, der ellers så let flyver væk i en moderne verden fuld af bippende mobiltelefoner, dunkende rytmer og flimrende tv-skærme.
De skal få lyst til og mod på at finde sig selv, og det kan bl.a. ske ved, at læreren præsenterer dem for noget, der befinder sig lige over, hvad de normalt ville beskæftige sig med, da de hermed opdager, hvor meget de formår, i stedet for fx kun at blive fodret med M-artikler og reklamer eller popmusikeres sangtekster, som jeg blev anbefalet af en anden dansklærer at undervise i. Hendes intention var at motivere eleverne ved at møde dem, hvor de er – og tro mig, en stor del af deres bevidsthed befinder sig i området omkring sakralcentret! Men på trods af de gode intentioner, så fastholder hun de unge i en rolle, man kun ser, hvis man skuer hunden på hårene. Ethvert menneske rummer så meget godt, at man må gøre et vedholdende forsøg på at bringe det bedste og højeste frem i dem.
Lysten til at bidrage
Det er ikke givet, at eleverne til at starte med har lyst til at lade deres “nyopdagede talenter” komme andre end dem selv til gavn, hvis de stadig har oplevelsen af at stå i et stærkt modsætningsforhold til omverdenen. Derfor er det en vigtig opgave for læreren at bidrage til en øget gensidig respekt, og der tror jeg, man skal acceptere, at det i mange tilfælde vil gå gennem en egoistisk motivering, hvor eleven skal opleve, at det kan “betale sig” at være en flink, social fyr, førend de gavmilde, uselviske og ansvarsfulde handlinger bliver instinktive reaktioner. Læreren må derfor tilrettelægge undervisningen, så eleven meget direkte erfarer en af karmalovens sindrige indretninger – når jeg giver, så får jeg. Når eleverne fx hævder sig på andres bekostning, har det en mærkbar effekt, hvis man med et glimt i øjet, minder dem om, at der er så meget skidt i verden, men de har muligheden for at bidrage med noget godt og skønt. Når jeg siger det til nogle tilsyneladende rå fyre, så ændrer de vitterligt væremåde med det samme, fordi der for det første ikke fokuseres på deres asociale adfærd, samtidig med at de oplever en tiltro til, at de er i stand til at gøre verden til et mere rart sted at være – og det bliver de naturligvis glade for og får dermed et større overskud af, hvorefter de mærker omverdenens positive respons.
Eleverne skal erkende, at hver eneste i et fællesskab har forskellige styrker og grænser for formåen, men det er gennem samarbejde, at vi løftes op på det højere erkendelsesniveau, der er muligt for hver enkelt elev at nå. At udvikle sig kræver simpelthen hjælp fra omverdenen. Det betyder ikke, at mennesket ikke kan klare noget på egen hånd, naturligvis ikke. Men når vi skal række ind på det næste niveau, så skal vi ledes ind i dette felt. Indsatsen for at beherske det nye felt, den kan ingen gøre for en – men vejen vil lettes, hvis den betrædes sammen med andre. De andres styrke behøver ikke være en trussel mod mig, men kan tværtimod være netop den faktor, der lader mig tage det næste skridt fremad, og de andres grænser for formåen kan jeg hjælpe med til at rykke, hvormed jeg selv rykker mig. Fx er det ofte først i det øjeblik, vi formidler noget videre til andre, at vi selv virkelig forstår det.
Kend dig selv til glæde for dine medmennesker
Da det første undervisningsforløb med “smededrengene” var slut, bad jeg dem evaluere undervisningen skriftligt, og der var bl.a. tre bemærkelsesværdige svar på spørgsmålet, om de syntes, de havde lært noget:
“Jeg synes klart, at jeg har lært noget. Jeg har fået mine egne holdninger udvidet og lært, hvordan man skal behandle andre mennesker bedre.”
“Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er så dårlig til at skrive, som jeg troede, og det var super cool. Jeg har fået lidt mere selvtillid, og det havde jeg brug for.”
“Jeg har forstået meningen med en dialog, og at man ikke bliver et dårligere menneske af at tage fejl.”
Jeg mener, at disse unge menneskers udtalelser viser, hvor meget undervisning kan betyde, når den fokuserer på elevernes indre liv og relationer til omgivelserne frem for på ydre færdigheder og redskaber. Der er meget at vinde, når en sådan undervisning samtidig ikke skuffer samfundets krav om faglighed, idet eleverne klarer sig bedre til eksamen end normalt. Det er mit store håb for fremtiden, at uddannelsessystemet vil bestræbe sig på at lade eleverne gå ud i verden med engagement og en tro på, at de kan gøre en forskel, hvilket bliver muligt, hvis de lærer sig selv bedre at kende, hvormed de vil erkende, hvor meget godt, de rummer, hvilket vil følges af et overskud til glæde for omverdenen. Vejen til sjælsbevidsthed er lang, og den går gennem mange underplaner i ens bevidsthedsnatur. Men enhver vej er lettere at betræde, når man har lyst til at begive sig af sted, og netop den lyst tror jeg, man på en forholdsvis enkel måde kan fremelske i løbet af børns og unges uddannelsesforløb.