Kapitalismen viser sit sande ansigt - 2
Skrevet 6. oktober 2008
Mange af jer har formodentlig med stor interesse og nervøsitet fulgt de seneste måneders uro på finansmarkederne. På den ene side vil, det være naturligt og menneskeligt at betragte hele denne udvikling med frygt og bekymring, på den anden side, er der måske alligevel grund til optimisme. Set fra det enkelte menneskes synspunkt, vil der naturligt være basis for bekymring, men kun hvis man vælger at have grund til bekymring pga. forventningen om afkast på pensionsaktierne, eller fordi man af forskellige grunde har sat sig for dyrt og samtidig valgt at gamble med afdragsfrihed og rentetilpasningslån. Vi må alle lære lektien af det skævvridende økonomiske system. Vi har alle, enten indirekte eller direkte, været med til at udvikle og opretholde det gennem årtier, og må derfor også tage vores personlige del af ansvaret. Når mennesket vælger stiltiende at tillade et økonomisk system, hvis hensigt på ingen måde gavner menneskeheden, men som alene er konstrueret til personlig vinding, så har mennesket pga. sin passivitet et ansvar.
Vi så i Kapitalismen viser sit sande ansigt – 1, hvordan det kapitalistiske system opretholdes af en lille håndfuld meget magtfulde mænd. Vi kan ikke give dem hele skylden, dog de er motiveret af nogle kræfter i og uden for sig selv, som er stærke, destruktive og kompromisløse. Siden har vi set, hvordan den store investeringsbank, Lehman Brothers, har måttet bukke under, og hvordan verdens største forsikringsselskab, AIG, er blevet reddet på målstregen. Vi har de seneste dage endda set, hvordan det ellers altid økonomisk konservative USA har valgt at vedtage en hjælpepakke, hvis størrelse er i samme kaliber som 1930’ernes ekspansive finanspolitik ført an af Franklin D. Roosevelt.
Som vi også så i Kapitalismen viser sit sande ansigt – 1, vil min påstand stadig være den samme – disse tiltag vil ikke hjælpe, fordi store energiudladninger allerede er sat i svingning, og som alene er forårsaget af menneskehedens egen påkaldelse pga. dens nuværende bevidsthedsstadie. Er denne påstand korrekt, er det svært at forholde sig pessimistisk og negativt til det, da det i så fald vil være et udtryk for en positiv udvikling i menneskeheden, som naturligt må føre nye systemer og måder at organisere sig på med sig. Men tingene vil ikke ske af sig selv, selvom energierne vil hjælpe menneskeheden til at skabe ændringerne.
Ansvaret for et hvilket som helst system ligger hos menneskeheden. Det er os der tillader systemet – enten fordi vi ønsker et system, hvor vores egne lyster, begær og ambitioner kan komme fuldt til udtryk, eller blot fordi vi af forskellige årsager ikke ønsker at modsætte os et system, som vi måske finder uoverskueligt og ugennemskueligt. De to grupper har alligevel samme ansvar, men tiden er nu kommet til, at alle mennesker, hvis tilstand toner af passivitet, må vise deres fantastiske repertoire af egenskaber og potentialer. Vi kan ikke længere se stiltiende til, at uretfærdighed, begået af både bevidste og ubevidste mennesker, influerer de mange, hvis muligheder og chancer maksimalt tilnærmer sig endnu en dags overlevelse.
Tiden for forandring er nu – ikke i morgen. Det er menneskehedens opgave at gribe dette nu, og på den måde effektuere sit ansvar i praktisk handling. Men hvordan gør vi det? Al forandring starter i det indre, og vi må derfor forandre os selv, før vi kan forandre verden. Husk på at ingen af de mange konstruerede systemer og organiseringer i samfundet er skabt af andre, end mennesket selv. Derfor må mennesket også selv ændre eller forædle disse, men først når tiden er den rette. Tiden er den rette i forhold til en ændring af det kapitalistiske system. Menneskeheden skriger efter forandring, dog ofte uden at gøre noget aktivt. Men dette er fortid – nutiden siger noget andet. Den fortæller os at tiden er den rette. Vi kan se det hver eneste dag, uanset om vi et øjeblik betragter ”spisesedlerne” foran kiosken, aftenens sene nyhedsudsendelse i TV eller blot kigger vores kollegaer eller nære dybt i øjnene. Der ser vi svarerne printet i blæk, tv-dioder eller øjets mange udtryk, som ofte fortæller mere, end tusinde ord.
Selvom vejen mod den store forløsning går over mange forhindringer og bjergtoppe, så vil alle alligevel stå sejrende til sidst. Dette gælder også for menneskeheden som et hele. Vi står overfor en forhindring, som nok har vokset sig stærk og sikker, men som alligevel må vige for menneskehedens voksende bevidsthed, for på den måde at efterlade pladsen til det der naturligt må komme efter – et økonomisk system, hvis hensigt er at skabe lige muligheder for alle, og som bygger på ideen om fysisk velfærd, der giver muligheden for åndelig vækst og udfoldelse. Det er et økonomisk system, som i sin form bærer tonen af behovets økonomi. Dette system er nærmere på menneskeheden, end vi går og tror, og det kan ingen bebrejdes. Hvorfor skulle man tro anderledes, når det nuværende systems mange forsvarer hele tiden fostrer umiddelbare kompetente og fornuftige svar på tiltale? Hvorfor skulle man tro anderledes, når det nuværende system umiddelbart bygger på ideen om den personlige frihed, og som altid må være en grundlæggende rettighed for alle? Problemet er, at det kapitalistiske system har udviklet sig stadig længere væk fra sin oprindelige og åndelige hensigt. Dette er sket af samme grund som ved alle andre nye, progressive og åndelige impulser givet til menneskeheden. Nemlig, ved en hensynsløs og egoistisk udnyttelse af den grundlæggende idés udgangspunkt. Nok var den liberalistiske idé om det enkelte menneskes personlige frihed givet fri i menneskehedens bevidsthed, før denne dybe og vigtige sandhed måtte lade sin oprindelige hensigt ændre, pga. menneskets iboende egoisme. Mange tilhængere af den personlige frihed er overbeviste om, at kapitalismen er et direkte udtryk for den personlige frihed. Analogien er slående, men ikke desto mindre ukorrekt. Kapitalismen fører ikke til frihed. Den eneste frihed den fører til, er friheden til at handle egoistisk og hensynsløst for egen vinding og, som desværre ofte set, til skade for og på bekostning af de mange.
Kapitalismen fører ikke til personlig frihed for alle. Det kan den umuligt gøre, når den bygger på idéen om personlig vinding, profit og vækst, som et mål i sig selv. Et eksempel, og som må siges altid at være aktuelt, er, når virksomhedens ledelse vælger at fyre x-antal medarbejdere, fordi den ser sig nødsaget til at lave et sådan tiltag, pga. bestyrelsens, ejernes og aktionærernes forventning om et bestemt afkast. Her bruges argumentet altid; ”at virksomhedens formål er at tjene penge, så sådan må det være, og det kan der ikke laves om på”. Jeg vil gerne stille følgende spørgsmål: Hvem har defineret virksomhedens universelle og ”urørlige” formål? Er det en eller anden kosmisk lovmæssighed, som gør det umuligt at ændre? Nej, naturligvis ikke, selvom kapitalisterne ofte får det til at lyde sådan. Enhver definition er formuleret af mennesker. Denne specifikke definition er formuleret af de mennesker, som misbruger et så vigtigt og åndeligt ”budskab” som den personlige frihed. De har drevet rovdrift på dette budskab og samtidig lagt menneskeheden i lænker, fordi deres egoisme og begær skriger efter mere – og uden anger, hvis det skulle blive på bekostning af andre, og som det i øvrigt altid vil være, når egoismen og den personlige vinding hersker.
Som du her ser, er opmærksomheden primært rettet mod de mange fortalere for det nuværende kapitalistiske system. Det er som tidligere nævnt slet ikke rimeligt, da et sådan system aldrig kan eksistere uden en enten højlydt eller stiltiende accept fra menneskemasserne. Vi alle har ansvaret for dets eksistens, såvel vi alle har ansvaret for dets opløsning og forandring. Vi skaber forandringen i det ydre, ved først at forandre det indre. Ved at se på os selv, og lokalisere de områder i vores underbevidsthed eller dagsbevidsthed, som enten bliver næret af eller selv nærer det nuværende økonomiske systems tone, skaber vi muligheden for forandring i os selv. Det skabes ved en vedholdende og fokuseret indsats, hvis eneste hensigt er at forandre eller forædle de områder af os selv – tanker, følelser og handlinger – som vi har besluttet os for at ville forandre. Det er et ansvar og en mulighed ethvert menneske har og besidder, og det giver det enkelte menneske nøglen til menneskehedens små og store forædlingsprocesser, og dybest set giver det nøglen til menneskehedens endelige frigørelse fra materiens stærke lænker.
Den opmærksomme læser har formodentlig bemærket denne artikels mange og udokumenterede påstande. Om den vækker en tone af sandhed er alene op til dig at bestemme. Artiklens hensigt er ikke at overbevise den kritiske sans, for det er ikke muligt, men derimod at give et forsigtigt og beskedent bud på den nuværende finansielle krises grundlæggende årsag og muligheder. Resonerer artiklens tone i dig kan det betyde sandhed, men også falskhed. Den vurdering er din, og det er derfor også din opgave at beslutte, hvilke muligheder du har, og hvilket ansvar du bærer på dine skuldre.