Artikel

Af Charlotte Algreen Brønsted, 2007.

En vision for den ny tids uddannelse

I denne artikel vil vi fordybe os i, hvordan vi gennem uddannelsessystemet kan støtte og vejlede børn og unge på en sådan måde, at de i højere grad får mulighed for at udfolde det lys de bærer i sig og manifestere de indre åndelige værdier i den ydre verden.

Fremtiden i svøb
I denne artikel vil vi fordybe os i, hvordan vi gennem uddannelsessystemet kan støtte og vejlede børn og unge på en sådan måde, at de i højere grad får mulighed for at udfolde det lys de bærer i sig og manifestere de indre åndelige værdier i den ydre verden.

Måske tænker man som læser: Hvorfor er det overhovedet interessant eller vigtigt at forholde sig til denne gruppe af mennesker? Svaret er såre enkelt. Verdens børn og unge er fremtiden i svøb. De er den kommende tids voksne, de nye generationers forældre. Det er dem, der skal bære den nye tid frem og udvikle civilisationen. Derfor er det vigtigt og nødvendigt, at vi, som opdragere og undervisere, forstår vores ansvar og påtager os det, således at vi kan skabe så optimale betingelser for disse børns opvækst og uddannelse, som det overhovedet er muligt. Den tibetanske mester Dwahl Kuhl understreger, at undervisning er den vigtigste faktor i verden (Fodnote 1). Derfor er undervisningen af børn og unge en opgave for menneskehedens mest fremtrædende tænkere og alle regeringers ansvar.

Desværre er der, efter min opfattelse, en tendens til, at dette område ikke prioriteres tilstrækkeligt i forhold til ovenstående udsagn, hverken af regeringen eller af menigmand. Derudover mangler der en reel påskønnelse af lærerfaget og af lærernes uvurderlige arbejde. Lærergerningen lider som helhed under, at det ikke opfattes som et betydningsfuldt erhverv, og at der hersker en generel opfattelse af, at ”det arbejde kan enhver jo varetage”. Mit håb er, at vi med tiden vil anerkende og værdsætte lærere og andre fagpersoner, der tager sig af opdragelsen og uddannelsen af børn og unge, på lige fod med andre personer der varetager betydningsfulde erhverv. Og at vi når til en forståelse af dette områdes særlige betydning for menneskeheden som helhed. Et af de første skridt på vejen er at forsøge at gøre opmærksom på vigtigheden af dette område og dets dybere lag.

Syntesens og vandbærerens tidsalder
Inden vi ser nærmere på den ny tids uddannelse, må vi først kort se på hvilken tid det er, vi lever i, og som de nye generationer vokser op i, for at vi kan forstå, hvordan vi bedst kan støtte og vejlede disse børn og unge, således at de bliver i stand til realisere deres potentialer og folde sig ud som de sjæle, de dybest set er.

Vi taler ofte om den ny tid, med de særlige energipåvirkninger der er til rådighed, som noget fremtidigt. Men den ny tid er NU. Vi står midt i den, påvirkes af den og forsøger alle at tilpasse os den på den ene eller anden måde. En tid der i den esoteriske lære betegnes som syntesens og vandbærerens tidsalder (Fodnote 2) (se bl.a. Undervisning i den nye tidsalder af Alice A. Bailey, s. 19).

Den energi, vi påvirkes af, er derfor dels synteseenergien, der, i enkle træk, er en dynamisk, flydende og synteseskabende energi, hvilket kræver stor tilpasningsdygtighed og fleksibilitet i mennesket. Dels påvirkes vi af den energi, der flyder ind i menneskeheden som følge af, at vi har bevæget os ind i vandbærerens tidsalder. Kort beskrevet har denne energi en rytmisk natur, der forbinder ånd og stof gennem organiseret aktivitet. Derved ’mindskes’ afstanden mellem den indre og den ydre verden så at sige.

Vi lever derfor i en tid der i høj grad muliggør syntese og samarbejde mellem individer såvel som mellem grupper. Ligeledes fremkalder denne tid en bevægelse mod, at guddommelige principper realiseres i den fysiske verden. Dette fører naturligt til samarbejde i og mellem grupper om manifesteringen af dybere hensigter og visionære mål, der forbedrer menneskers livsvilkår og muliggør udfoldelsen af deres guddommelige natur, sjælen. Menneskets indre unikke eksistens er derfor ikke længere en fjern realitet. Herved placeres det guddommelige i os alle og ikke som tidligere uden for os selv som et uopnåeligt ideal.

Vi kan allerede nu iagttage virkningerne af de ovenfor beskrevne energier, der flyder ind i menneskeheden, i den fysiske verden. På arbejdsmarkedet og uddannelsesinstitutioner ser vi teamwork og gruppearbejde vokse frem til fordel for individuelle præstationer. I stigende grad ser vi fusioner mellem virksomheder, samarbejde på tværs af faglige discipliner – fx i de nye professionshøjskoler – og samarbejde på tværs af landegrænser. Og i visse grene indenfor forskningsområdet skimter vi en begyndende erkendelse af livet bag formen og bevidsthedens uafhængighed af kroppen. Generelt er der en tendens til, at impulsen mod syntese og aspirationen imod dette ideal er så stærkt, at det har inspireret til projekter, hvis mål er fred, gensidig forståelse og verdenssamarbejde. De indre realiteter kommer således i stigende grad til udtryk i den ydre verden.

Undervisning er et dybt åndeligt foretagende
Idet vi nu har set at hensigten dybest set er at realisere den indre verden i den ydre verden, må det ligeledes gælde som et pejlemærke for uddannelsen af de nye generationer. Dette understøttes af den tibetanske mester Dwahl Kuhl der siger: ”Undervisning er et dybt åndeligt foretagende. Det angår hele mennesket og det inkluderer hans guddommelige ånd.” (Fodnote 3). Derfor er den overordnede hensigt med uddannelsen af børn og unge at skabe mulighed for at de kan opleve, at der bag deres handlinger, følelser og tanker er en forenende instans; en indre eksistens. Derigennem kan det enkelte barn nå til erkendelsen af, det dybest set er sjæl.

Det faktum, at børn er sjæle, med talløse erfaringer fra tidligere liv, har stor betydning for vores relation til dem og den måde vi varetager undervisningen og opdragelsen af dem på. Dette formuleres smukt af en af de teosofiske pionere Charles W. Leadbeater: ”Det ville hjælpe os meget i den måde, vi behandler vores børn på, hvis vi husker, at de også er Sjæle, at deres små og svage fysiske kroppe i sidste instans er midlertidige redskaber, og at vi alle i virkeligheden har omtrent den samme alder. Vores opgave i forhold til dem er kun at udvikle det i deres lavere natur, som vil samarbejde med Sjælen – hvilket vil gøre den til en bedre kanal for Sjælen at arbejde igennem.” Vi skal altså hjælpe og vejlede barnet eller den unge til at erkende, at det dybest set er en sjæl, og dernæst støtte det i at blive et brugbart redskab for sjælen.

Men hvordan gør vi det? Ved at hjælpe barnet til at identificere sig selv som den der handler, føler og tænker og at det ikke er disse handlinger, følelser og tanker, stimuleres erkendelsen af sjælens eksistens som den indre samlende og styrende faktor. Derudover skal vi lære barnet to grundlæggende principper: 1) Det skal lære at orientere sig mod sin indre åndelige eksistens og lære sig selv at kende med de særlige karakteregenskaber og evner det har med sig; det er, ligesom alle andre mennesker, et unikt individ. 2) Samtidig med dette skal det lære at se sig selv som en del af helheden; en del af den menneskelige familie.

Samtidig med at vi gennem undervisningen stimulerer barnet til at forstå sig selv og egne styrker og udfordringer, skal vi således også stimulere barnet til at orientere sig mod gruppen. Herigennem kan vi udvide barnets interesse fra sin egen personlighed til samarbejde med de andre børn i gruppen og til forening med stadig større grupper indtil hele menneskeheden er inkluderet. Det hjælper vi barnet til gennem forskellige typer af samarbejde i grupper og gruppeaktiviteter, og gennem en forståelse af at vi alle er en del af den menneskelige familie, uanset hudfarve, religiøs overbevisning og social status. Ved at anspore barnet til samarbejde og gruppeaktivitet appellerer vi til det dybeste i barnet, nemlig sjælen, da sjælen er gruppebevidst. Denne dybe egenskab eller kvalitet er blevet opfanget af visse moderne forskere indenfor det pædagogiske og psykologiske felt. En af disse er familieterapeuten Jesper Juhl, der har påvist, at børn villigt og instinktivt samarbejder. Gennem gruppearbejde lærer barnet ligeledes at forstå sit ansvar for helheden, samt værdien af det, det selv som individ kan og skal tilføre gruppen. Den voksende bevidsthed om gruppen, forståelsen af betydningen af de sociale relationer man indgår i, og på hvilken måde man gør det, og ens ansvar over for gruppen som helhed fører med tiden til praktiseringen af rigtige menneskelige relationer. Nøgleordene for den ny tids uddannelse er derfor samarbejde, rigtige menneskelige relationer og ansvar.

New Education Fellowship
Allerede før både Dwahl Kuhls og Roberto Assagiolis uvurderlige og banebrydende bidrag til undervisning og opdragelse publiceres, har flere personer inden for det pædagogiske og psykologiske felt været modtagelige for den tidløse visdoms ideer. Så tidligt som 1921 afholdes der en stor international konference i Calais i Frankrig af New Education Fellowship (Fodnote 4) med deltagelse af nogle af tidens fremsynede pædagogiske tænkere, lærere og psykologer. De var rystede over 1. verdenskrigs rædsler, og over at mennesket var i stand til at handle så brutalt og bestialsk. Ingen havde troet, at såkaldte civiliserede og dannede mennesker kunne besidde så destruktive kræfter. Dette førte til tanker om, hvad det var i europæiske børns opdragelse og opvækst, der havde muliggjort dette helvede på jorden. Spørgsmålet for de pædagogiske tænkere blev, hvilken opvækst og uddannelse børn skal gennemleve for at fremme dannelsen af demokratiske, myndige og ansvarsbevidste mennesker, der identificerer sig med menneskehedens fælles interesser. Resultatet blev et pædagogisk manifest, der dannede udgangspunkt for nye pædagogiske strømninger i USA og Europa; bl.a. reformpædagogikken og den frigørende pædagogik. Strømninger der stadig har indflydelse på pædagogikken i dag. I manifestet står: ”World Education Fellowships hjertesag er vores tro på, at undervisning og opdragelse kan spille en rolle i forbindelse med etableringen af et verdensfællesskab, der er karakteriseret af fred, forståelse og samarbejde. Det vigtigste i al opdragelse er at opøve barnet til at eftertragte åndens herredømme over materien og at vise denne overmagt i det daglige liv. Opdrageren må studere og respektere barnets individualitet, og sikre friheden for barnets åndelige evner. Skolen må give frie tøjler for barnets medfødte interesser. Ledelsen af skolesamfundet som helhed må organiseres af børnene selv i forbindelse med lærerne. Man må sigte på at gøre ydre autoritet unødvendig. Den egoistiske kappelyst må fordømmes på alle områder i det nye opdragelsessystem. Barnet må lære at erstatte den med samarbejdsånd, som vil føre til, at det bruger sine kræfter til gavn for hele gruppen.
Den nye opdragelse vil, hvis den udøves på rette måde efter de omtalte principper, udvikle barnet ikke alene til fremtidig samfundsborger, som er rede til at gøre sin pligt over for sine nærmeste medborgere, sin nation og menneskeheden som helhed; han vil blive et menneske, som er sig sin værdighed som menneskeligt væsen bevidst og anerkender den samme værdighed hos andre.”

Disse pædagogiske retningslinier er fuldstændig i tråd med de anvisninger Assagioli og Tibetaneren giver for den ny tids undervisning! Retningsliner der i større eller mindre udstrækning stadig har indflydelse i dag.

Visionen for den ny tids uddannelse
Det eksisterende uddannelsessystem har således allerede inkorporeret en række principper, der er i overensstemmelse med de anvisninger, vi finder for den ny tids uddannelse hos Tibetaneren såvel som Assagioli. Det er derfor af central betydning, at den ny tids uddannelse tager det gode fra de nuværende undervisningsmetoder og tilføjer de nye ideer på dette fundament. De aspekter ved den nuværende undervisning, der ikke har ført til rigtige menneskelige relationer, skal gradvist fjernes.

Vi har allerede set, at det overordnede mål med al uddannelse er, at hjælpe barnet til at blive i stand til at respondere på sjælens liv, og blive et smidigt redskab hvorigennem sjælens og åndens lys kan udfolde sig. Undervisningens opgave er derfor, at trække det frem der allerede er tilstede i barnet som potentialer eller latente kim, det er netop ikke at ’fylde viden på flasker’. Naturligvis inkluderer undervisningen formidling af ideer, ligesåvel som børnene skal lære at regne, læse og skrive. Det er blot første skridt på vejen og ikke målet i sig selv. Det ultimative mål er gennem undervisningen at hjælpe børn og unge til at skabe forbindelsen til sjælen og det højere selv; altså at bygge anthakaranaen (Fodnote 5).

Set i lyset af det specifikke energiklima vi lever i og påvirkes af i dag, er der, mener jeg, nogle bestemte egenskaber eller evner vi kan være særligt opmærksomme på at hjælpe børn og unge til at udvikle udover det allerede skitserede, således at de bliver i stand til at udfolde sjælens lys i den fysiske verden. Jeg vil i det følgende skitsere nogle af disse:

Børn og unge har et naturligt instinkt eller et indre anlæg for ordnet rytme, hvilket underviseren kan støtte. Rytme er netop opøvelse af menneskets iboende evne til at arbejde under målbevidst hensigt og ritual, siger Tibetaneren.

Udvikling af fleksibilitet og omstillingsparathed, således at barnet eller den unge naturligt og villigt følger sin egen sjæls hensigt og ligeledes bliver istand til at tilpasse sig og legemliggøre synteseenergiens dynamiske natur.

Udvikling af modtagelighed generelt, men især overfor dybere sandheder. Derved hjælper vi barnet til at orientere sig indad mod sjælen og de indre åndelige sandheder.

Udvikling af tænkeevnen eller ægte tænkning således at tanken bliver et fleksibelt, aktivt redskab i tankens egen verden, der samtidig er modtagelig for ideer og impulser fra sjælen. Der er derfor ikke tale om hukommelsestræning. Interessen alene for et emne vil, påpeger Assagioli, fremme viljen til at huske. Hele det mentale aspekt udvikles ved ikke altid at besvare barnets spørgsmål, men ved at opmuntre det til selv at finde svaret ved at søge indad. For eksempel ved at stille spørgsmål som: Hvad mener du selv? Hvorfor tror du det er sådan? Hvorfor spørger du om det? Dette kan begynde allerede ved barnets 5. leveår. Vi kan umærkeligt hjælpe barnet til at finde svaret, hvorved den vågnende bevidsthed og intelligens imødekommes og stimuleres. Det skal derfor ikke have svar udefra, der kan bevares i hukommelsen.

Skelneevne er en vigtig egenskab at opøve. Vi har som menneske brug for den til at skelne rigtigt og sensitivt mellem personlighedens ønsker og sjælens visioner. Ved at støtte barnet eller den unge i at opøve skelneevne, kan vi hjælpe ham/hende til at blive i stand til at handle i overensstemmelse med sjælens hensigt. Skelneevnen muliggør ligeledes at barnet/den unge kan forstå hvad der rummer dybere sandheder, og hvad der er til det fælles bedste.

Barnet skal lære, at det liv der pulserer i det, pulserer gennem alle former. Derigennem kan der tidligt udvikles en dyb fællesskabsfølelse, der fører til forståelse af og respekt for fællesskabet. Vi kan støtte denne proces ved at lave visualiseringer med børnene hvor de ser sig selv som en del af deres egen familie og dernæst udvide det til stadig større grupper. Forståelsen af og respekten for fællesskabet kan føre til gruppebevidsthed, som vi allerede har været inde på. Dette bibringer ansvarsfølelse. Ansvar og evnen til at påtage sig den er ligeledes en vigtig egenskab for den enkelte at udvikle, idet man herved naturligt udfylder sin opgave i gruppen som helhed.

Hvordan støtter og vejleder vi så nutidens børn og unge i at udvikle disse evner eller kvaliteter? Det mener jeg vi kan gøre ved overordnet set at basere undervisningen på følgende elementer:

Oplevelse eller virkeliggørelse i højere grad end gengivelse eller teoretisk forståelse, hvorved de indre sandheder og værdier bliver virkelige for den enkelte. Dette kan for eksempel gøres gennem enkle visualiseringsøvlser eller gennem direkte erfaringer med verden. Når en elev oplever, aktiveres deres tænkeevne og søgen indad efter svar.

Legemliggørelse af impulser fra sjælen. De indre værdier kommer derved i centrum i højere grad end ydre materialistiske værdier.

Gennem omfattende brug af tværfaglighed animeres eleverne til at søge efter en sammenfattende vision – en syntese – og se livet som en helhed.
Gruppearbejde og samarbejde støtter udviklingen af gruppefølelse, ansvar og forståelsen af at hensynet til gruppen kommer frem for individet, men at det ikke er på bekostning heraf.

Vi skal i uddannelsen fokusere på hvordan de enkelte børn eller unge kan bidrage konstruktivt og frugtbart til fællesskabet. Barnet skal fra sin tidlige barndom forstå, at alt hvad det har lært og er ved at lære, er med henblik på, at det skal komme andre til gode mere end sig selv. Ved at give dem tryghed tør de udfolde sig og give deres bidrag til helheden.

Ved at være bevidst om hvilke egenskaber i den enkelte der dybest set stammer fra sjælen og opmuntre til udviklingen af disse egenskaber kan vi derved hjælpe til at sjælsegenskaber iklædes form i den ydre verden. Hvis vi forsøger at se og forstå børn som sjæle vil vi få øje på det bedste i dem. Når vi værdsætter deres sjælskvaliteter, stimulerer vi samtidig børnene til at udvikle samarbejde, rigtige menneskelige relationer og ansvar, og dermed støtter vi dem i deres egen søgen mod og forening med sjælen.

Indførelse af meditation, koncentrationsøvelser og visualiseringer. Ved at meditere over eller fordybe sig i nogle af de store tænkeres ideer, kan den enkelte nå til en dybere forståelse og erkendelse.

For at børn kan udfolde deres fulde potentiale, lære at samarbejde og indgå i rigtige menneskelige relationer, udvikle ansvar og god vilje kræves en særlig atmosfære. Al undervisning og opdragelse skal derfor foregå i en kærlig atmosfære, fuld af tålmodighed, ordnet aktivitet og forståelse.

Ved at støtte og vejlede børn og unge på den rette måde hjælper vi dem til at kunne legemliggøre og manifestere sjælens og åndens verden i den fysiske verden. Ligeledes hjælper vi dem til at forstå, at det enkelte menneske er unikt, med særlige karakteregenskaber og sjælskvaliteter, og at de altid er en del af større helhed – den ene menneskehed. Det vil føre til en erkendelse af hans eller hendes ansvar som en integreret del af menneskeheden.

Fodnoter

Fodnote 1:
Undervisning skal her forstås bredt, og dækker derfor over både opdragelse og det vi opfatter som undervisning i uddannelsesinstitutionerne. Dette skyldes, at den tibetanske mester Dwahl Kuhl såvel som den italienske psykolog Roberto Assagioli, der begge har givet værdifulde bidrag til forståelsen af den ny tids undervisning, bruger det engelske ord education, der både betyder undervisning og opdragelse.

Fodnote 2:
Vandbærerens tidsalder betegnes ind imellem også for 7. stråles tidsalder. 7. stråle kan med få ord beskrives som strålen for orden og lovmæssighed.

Fodnote 3:
Fra Undervisning i den nye tidsalder af Alice A. Bailey

Fodnote 4:
New Education Fellowship blev grundlagt af den engelske kvinde Beatrice Ensor. Blandt de tidlige medlemmer var: amerikaneren John Dewey (han havde indflydelse på den progressive skolebevægelse der), schweizerne Karl Jung og Jean Piaget, italieneren Maria Montessori, franskmanden Celestine Freinet (grundlæggeren af Freinetskolerne), brasilianeren Paulo Freire (fadder til den frigørende pædagogik),
Mahatma Ghandi og Martin Luther King.

Fodnote 5:
Anthakaranaen er broen fra den trefoldige personlighed til ideernes verden (sjælen), den intuitive perceptions verden (buddi) og den åndelige indsigts og forståelses verden (atma).