Artikel
Af Britta Brønsted, 2007.
Den nye børnegeneration
Denne artikel bygger dels på mine erfaringer med børn som pædagog gennem mange år, og dels min esoteriske opfattelse af børneopdragelse og undervisning i vor tid. Her henviser jeg til "Undervisning i den nye tidsalder" af Alice A. Bailey og en artikel, "Notes on Education", fra 1968 af Roberto Assagioli.
Det gældende børnesyn i vor tid rummer rigtigt mange, forskellige synsvinkler. Man taler om det kompetente barn, men der er også nogle bekymrende, negative iagttagelser, som har vundet genklang hos mange pædagoger, lærere og psykologer. Disse iagttagelser siger, at børn i dag er urolige, opmærksomhedskrævende, svære at undervise, har svært ved at koncentrere sig m.m. Vel er børn mere frie, frække og mindre kuede i dag, end de var, da opdragelsen var mere autoritær, men bag denne frejdige, seje og “cool” overflade er rigtigt mange børn uhyre følsomme og sensitive.
Kultursociologen Thomas Ziehe giver i 1970’erne i artiklen Gegen ein soziologissche Verkurzung der Diskussion um den neuen Sozialisationstypus en skarp analyse af Vestens ændrede livsform og den indflydelse, denne nye familieform har på den menneskelige psyke. Han indfører begrebet “den ny socialisationstype” oversat til “den ny børnekarakter” som et resultat af en familiestruktur, hvor begge forældre er på arbejdsmarkedet. Meget forenklet fører dette begreb til, at det lille barn ikke får opfyldt sit behov for symbiose med moderen og derfor udvikler narcissistiske karaktertræk. Disse træk vil ofte vise sig som et enormt behov for opmærksomhed og kærlighed samt en manglende empati over for andre. Begrebet vækker megen opmærksomhed og påvirker synet på børn i en negativ retning.
Heldigvis er der sidenhen udviklet gode barselsorlovsperioder her i landet, for vi ved fra psykologien, at spædbørns behov for deres mor er afgørende for deres senere udvikling.
Den esoteriske synsvinkel på børn er helt anderledes positiv og konstruktiv. Her introducerer man evolutionsbegrebet, som viser, at menneskeheden gradvist udvikler sig til større og større perfektion gennem mange liv. Det betyder, at vi i dag har den mest avancerede børnegeneration nogensinde. Vi står over for den store begivenhed, at Kristus igen vil træde frem som verdensfrelseren og give sin næste store impuls – måske allerede omkring år 2025, hvis udviklingen fortsætter i den rigtige retning. Derfor vil særligt mange avancerede sjæle inkarnere i vor tid som et led i forberedelsen til denne begivenhed.
Her er det naturligt at spørge, hvordan disse meget forskellige opfattelser af tidens børn kan passe sammen. Jeg mener, der er en faktor, som det er vigtigt at have med i billedet, nemlig, at det måske er rammerne for børn, der ikke passer til de børn, vi har i dag. Assagioli gør opmærksom på, at gamle, nedslidte former må udskiftes med nye former, når der er en ændret bevidsthed.
Det stiller store krav til skoler, institutioner, lærere og pædagoger at opfylde en langt mere avanceret og nuanceret børnegenerations behov. Man kan ligefrem sige, at formen vil sprænge rammerne, hvis institutionerne ikke er tilpasset tidens børn.
Dette gælder også i familieformen. Jeg mener ikke, at vi skal vende tilbage til “de gode gamle dage”, hvor mor går hjemme. Det skyldes først og fremmest, at de ifølge Assagioli slet ikke var så gode, men også at børn udvikler sig hurtigere og bedre i grupper – og især på det sociale område. De lærer at tage hensyn til andre og tilpasse sig forskellige typer og situationer, og de bliver også stimuleret både intellektuelt og kreativt i deres samspil med hinanden.
I familien er problemet ofte tid. Hvis børn er for længe i en institution, får de ikke den altafgørende tid og tryghed i familiens skød. Ofte er forældrenes ambitionsniveau for højt på karriereområdet, så de dårligt nok er til stede, når de er sammen med deres børn, fordi de lige skal besvare e-mails eller tale i mobiltelefon. Og så er der lige møderne om aftenen. Det hele bliver klemt så tæt sammen, at der er ikke tid til at fornemme børnenes behov. Derfor bliver de stressede ligesom forældrene og reagerer med frustration, der enten kan vise sig som udadvendt vrede eller indadvendt tristhed. Behovet for forældrenes kærlighed og opmærksomhed kan ikke erstattes af lærere eller pædagoger.
Hertil kommer mange andre problemstillinger i familierne. For eksempel er der de socialt dårligt stillede forældre, de understimulerede forældre eller forældre med et misbrug, som typisk vil have et meget lille overskud til deres børn, og det skaber ofte børn med et lavt selvværd. Men selv under så dårlige betingelser ser man også livskraftige, kvikke børn, der holder sammen på hele familien – de såkaldte “mønsterbrydere” eller “mælkebøttebørn”. Her mener jeg, at vi måske af den grund ser en større polarisering mellem den store gruppe børn, der klarer sig godt, og dem, der ikke kan følge med udviklingen, som går så hurtigt i dag.
Jeg vil også nævne mange forældres usikkerhed i en tid med mange valg og få, faste normer at holde sig til. Forældre med de bedste intentioner og et ideal som gode, forstående forældre kan udvikle en konfliktskyhed, der giver mindre børn en magt, de ikke er modne til, og det kan føre til slidsomme og endeløse forhandlinger. Jeg mener, det er vigtigt, at forældre påtager sig lederskab, ikke som gammeldags autoriteter med faste normer, men som kærlige, forstående voksne med en livserfaring og et overblik, man ikke kan forlange af mindre børn. Børn vokser af, at man stiller relevante krav til dem, som de kan opfylde, men de bliver frustrerede, hvis man stiller krav, de ikke er klar til at forstå og derfor ikke er i stand til at opfylde. Dette vil også føre til et lavere selvværd på længere sigt.
Skoler og institutioner må tilpasse sig de nye generationers behov, men hvordan gør de det? Hvad er væsentlige elementer, som børn skal udvikle? Her er, hvad jeg har valgt ud:
Børn skal have masser af tryghed, føle sig værdsatte og accepterede, så de vokser op med troen på egne muligheder og modet til at dele deres synspunkter med andre. Derfor er opmuntring og ros vigtig. Det vokser børn af, mens de krymper, når de får skældud. Det er vigtigt, at de voksne er empatiske.
Børn skal lære at lytte aktivt og møde andres synspunkter positivt. De må se styrken i forskellige synsvinkler, der kan gøre et billede mere helt. Det er vigtigt, de er omgivet af opmærksomme voksne, der lytter til dem.
Børn skal ikke formes, men støttes til at finde og bruge deres egne kompetencer, evner og styrker. Assagioli siger, at vi skal væk fra den kontrollerende lærer, der hælder kundskab på børnene udefra, og over til et udviklingsperspektiv, der flytter fokus fra lærer til elev. Alice A. Bailey siger, at barnet fra omkring 5-årsalderen besidder den søgende intelligens, hvor læreren kan søge svaret inde i barnet, og ikke et svar udefra, som barnet skal lære at huske udenad.
Børn skal opleve dynamikken i gruppearbejde, så de lærer at finde styrken og mulighederne i at arbejde sammen. De må fornemme den enkelte gruppes specielle muligheder og særlige energi og lære, hvor de selv kan bidrage og skabe syntese. De skal lære at vise empati og tolerance, så de kan indgå i gode relationer. Og frem for alt skal de lære at samarbejde i stedet for at konkurrere.
Børn skal lære af tidligere generationers gode idéer og fremskridt, men også af deres fejltagelser og konsekvenserne af disse. De skal støttes til at tro på, at man kan finde nye veje, der kommer helheden til gode. De skal lære, at menneskeheden er én, og at de er en del af denne enhed.
Børn skal inspireres gennem natur- og kunstoplevelser til at værdsætte det sande, det skønne og det gode. De skal lære at bruge deres kreativitet og fantasi, så de kan opleve glæden ved at skabe. Alice A. Bailey inddeler barnets udvikling i nogle cykler på 10 år:
I de første 10 år lærer det at behandle informationer via indtryk fra dets fem sanser. Gennem iagttagelse, hurtig reaktion og fysisk koordination lærer barnet at høre og se, skabe kontakt og bruge sin dømmekraft. Det lærer at svare med hænderne på de indtryk, de får, gennem tegning, musik og formning.
I de næste 10 år må tænkeevnen for alvor udvikles til at blive en dominerende faktor. Barnet må lære at opfatte sine følelser og begærimpulser rationelt, at skelne det rigtige fra det forkerte, det ønskelige fra det uønskelige, det væsentlige fra det uvæsentlige. Det må lære at se forskellen på hukommelsestræning og egentlig tænkning gennem iagttagelse af det, som tænkere har skrevet i bøger, og dets anvendelse i praksis. Ud fra historieundervisningen kan de lære at opfatte de sande værdier.
I 17-årsalderen kan man tilføje studiet af psykologi. Sjælens natur og dens forbindelse med verdenssjælen bør undersøges. Meditation efter velegnede retningslinjer kan blive en del af undervisningen og lære de unge at blive fokuserede og bruge deres intuition. Meditation vil også lære dem at tænke dybt over et hvilket som helst emne.
I den nye form for undervisning må man også stræbe efter at gøre eleven bevidst om sin udrustning, så den ikke alene kan bruges i relation til den ydre verden, men også i forholdet til den indre, subjektive virkelighed – sjælen og dens relation til andre sjæle.
Tiden er nok ikke inde til, at denne sidste del kan gennemføres i skolesystemets læseplaner, som de er nu, men man kan overveje at tilbyde eleverne disse muligheder uden for skoleregi. Men psykologi, koncentrations- og afspændingsøvelser kunne sikkert indpasses i skolen som en forberedelse. Hertil kommer informationer om parforhold, forældreforberedelse, familierelationer og konfliktløsning.
Vi kan få inspiration til nye undervisningsformer ved at iagttage skoler som Freinetskolen. Her sker undervisningen i nogle grupper, der indeholder børn fra børnehaveklassen til 5. klasse. Alle børn får en ældre læseven og en legeven, når de starter. På den måde kan de store lære de små en masse, til glæde for begge parter. Børnene er selv med til at udarbejde deres indlæringsplan fra uge til uge og bagefter evaluere, om de nåede deres mål. Det gør dem aktive og medansvarlige for deres egen indlæring.
Undervisningen bygger på “learning-by-doing-princippet”. For eksempel spiller en gruppe børn et teaterstykke. De sætter sig ind i en tekst, lærer replikker, timing og samarbejde, de arbejder med farver og motiver i baggrundstæpper, former rekvisitter, arbejder med lys og mørke, med lydeffekter, og til sidst opfører de stykket for forældre og bedsteforældre. Dermed lærer de at overvinde deres generthed og fungere som en del af en større helhed. Der er mange værkstedsfag og kreative udfoldelsesmuligheder. Resultatet er mere selvstændigt tænkende børn, mere kreative, mere sociale og færre skoletrætte børn.
En anden interessant skole blev vist i fjernsynet, under overskriften “ildsjæle”. En skole nær ved Kerteminde har eksperimenteret med at forbinde leg og indlæring. Kedelig tavleundervisning er afløst af leg og læring. Børn, som har svært ved at sidde stille, kan hoppe på trampolin, kaste til måls og spille store brætspil, som er udviklet, så de lærer at regne og læse. Ikke alene lærte de det, der kræves i folkeskolen, men de fik særligt gode resultater, og de formåede at gøre det sjovt at lære for alle typer af tidens børn. Denne form stiller imidlertid store krav til lærernes engagement, fleksibilitet og opfindsomhed.
Lærere, pædagoger og andre, der arbejder med børn, bør have større indsigt i alternativer til de forældede skolesystemer og institutioner. De bør gennem uddannelsen trænes i at arbejde med sig selv, så de bliver åbne over for en ny generations måder at tænke på, ser børns muligheder i stedet for begrænsninger, evner i stedet for mangler. I det hele taget er den voksnes karakterudvikling vejen frem mod en bedre håndtering af børn, for børn må have sunde og naturlige forbilleder.
Også esoterikere bør følge med generationernes udvikling. Vi må sørge for ikke at forfalde til mistro og misundelse, når nye generationer af esoterikere træder frem og viser sig at have sjælskontakt og nye, specielle evner på et tidligt tidspunkt. Vi må passe på ikke at krystallisere og stivne i læren, som den er givet for adskillige år tilbage. Den tidløse visdom bør virkelig være levende og tid-løs.
Mange skoler og institutioner har nogle meget begrænsende, fysiske forhold med alt for lidt plads, og det medfører et højt støjniveau og unødvendigt mange konflikter. De gamle, nedslidte skoler og institutioner trænger til at blive gjort mere tidssvarende. At investere i gode opvækstmuligheder for børn, er en investering i fremtiden, for fremtidens samfund bliver skabt af vore dages børn.
Vi kan glæde os over at se en meget avanceret generation udfolde sig. For en ny undersøgelse viser, at flere unge i dag synes, det er svagt og taberagtigt at begå kriminalitet og bruge stoffer. En stor undersøgelse af 11-15-åriges livsstil og sundhedsvaner fra 1997-2005, hvor i alt 2.861 unge fra 5. til 10. klasse deltog, viser en tydeligt faldende tendens til drikkeri og rygning – de synes ikke, det er sejt at være afhængig.
En anden undersøgelse viser, at de fleste børn ikke længere drømmer om at blive stjerner, men synes, det er mere fornuftigt at uddanne sig til f.eks. pædagog og ingeniør. Mange siger, at de ønsker at gøre noget for andre, og det må siges at være et godt tegn på en bedre fremtid. Og så må man ikke glemme, at vi også har den hidtil mest avancerede forældregeneration og bedsteforældregeneration, der har masser at bidrage med.